|
Nyt
- Aktivitet
- Motion
- Udlejning
- Ledelse
- Vedtægter
- Plan
- Historie
|
|
Fritidshuset i Dall Villaby |
|
Tilbageblik ved 25 års jubilæet december 2003 I Dall Villaby er der en del foreninger. Grundejerforeningen, som sørgede for vandværket og den tætte kontakt til kommunen ang. grønne områder stier veje fortove, stiftet i 1962. Idrætsforeningen hed Dall-Ferslev-Volsted , og vi spillede i Volsted og Ferslev. I 1973 blev Dall Ferslev Idrætsforeningen stiftet med bane i Ferslev. Spejderne hed F.D.F med lokaler i Dall gamle Skole, som også fungerede som forsamlingshus. Fritidsklubben blev stiftet i 1976. Aktiviteterne foregik i lejede kælderlokaler på Fyrtøjet 10 en 4 – 5 aftener om ugen. Legestuen brugte samme lokaler om dagen, så det var et stort ønske fra alle om bedre klublokaler. Ønsket blev på alles vegne sendt til kommunen. På et møde med 3 rådmænd, hvor man fra kommunal side, ville have Idrætsforeningen lagt sammen med Skalborg Idrætsforening. Der blev protesteret kraftigt, og heldigvis var der en af rådmændene, Henning Larsen, der gav os det råd: ”Byg noget selv, så skal vi hjælpe jer bagefter”. Det var starten på Fritidshuset. Der blev hurtigt lavet et udvalg til at arrangere byfester, hvor overskuddet skulle gå til huset. Den første byfest var i 1977 med kæmpe opbakning fra hele byen og et overskud ca. 50.000. Planlægningen kunne starte, men for at få tilladelse skulle vi sørge for mere baneareal. Vi var så heldige, at Gregersen, som boede i ejendommen ved starten af Klokkevej, ville sælge jorden til de øverste baner, så det var bare med at komme i gang. Efter et kæmpe forarbejde, blev første spadestil foretaget af borgmester Marius Andersen den 14. april 1978. Der blev arbejdet hårdt hele sommeren. Rejsegilde blev holdt lige inden sommerferien, og med ca. 10.000 arbejdstimer udført af ca. 400 frivillige og 2 ansatte murere, var det en stor dag den 9. december, da vi kunne holde indvielsesfest. Med kommunens tilskud på 380.000 kr. samt indsamlinger ved byfester og værdi af eget arbejde, kom huset til i alt at koste ca. 630.000 kr. for 550 m2. Det var meget billigt. I årene der er gået, er der mange foreninger, der har brugt huset i kortere eller længere perioder. Ungdomsklubben – søndagsskolen – kortklub - skolefritidsordningen – dilettant – gymnastik samt de faste brugere. I 1985 var vi så heldige at få lov til at udvide med c. 200 m2. Det var også tiltrængt med mere plads. Der har været 4 bestyrerpar. Nuværende bestyrer er Mette Balling. Bente og Bruno er stoppede pr. 1.4. 2009. Da huset i perioder ugentlig bliver brugt af ca. 1000, heraf ca. 80 frivillige ledere, er det af stor betydning med et stabilt og samarbejdsvillig bestyrerpar. På et tidspunkt blev det nødvendigt, p.g.a. økonomien at leje huset ud til fester i weekenden. Fritidshuset trænger efterhånden til kærlig hånd mange steder, derfor prøver vi med frivillig arbejdskraft at lave småtingene og skaffe penge til større opgaver. En stor tak til alle, der på den ene eller anden måde har ydet bidrag eller arbejde og dermed hjulpet til Fritidshusets fremtidige eksistens. Bedre klublokaler, Motionsrum og nyt toilet blev udført i 2008. Nye ønsker som vil blive opfyldt i 2010 er renovering med lavenergi vinduer, sparepærer samt nyt køkken og hvidevarer. Arbejdet sættes igang nu og skal være færdig inden sommerferien. Vi har brug for frivillige håndværkere til at lave arbejdet (Murer, tømrer, elektrikker, vvs-, og gulvmand samt maler). Frivillige hjælpere kan henvende sig til Jan Braüner. Køkken udskiftningen skal foregå fra den 15.3 til den 21.4. hvor salen ikke udlejes. Leif Pedersen og Ib Secher |
|
Fritidshuset, Klokkevej 49, Dall Villaby, 9230 Svenstrup J. - tlf.: 98 38 38 29
|